Små lækre iskager med sirup og nougat creme. En rigtig lækker dessert, som kræver at du finder din indre konditor frem.
Til 15 små iskager
Bund:
150 g ren rå marcipan
300 g rørsukker
1 æggehvide
Espresso is:
1/2 liter sødmælk
1/4 liter piskefløde
6 past. æggeblommer
150 g sukker
3 espresso sticks eller
1/4 dl instant kaffe
Espresso sirup:
1 dl vand
50 g sukker
2 espresso sticks
Nougat creme:
100 g nougat
1 dl piskefløde
1/4 dl Bailey eller whisky
Rør reven marcipan, sukker og æggehvide sammen. Smør dejen ud på bagepapir, så kagen bliver 15x25 cm og bag den ca. 15 minutter ved 200 grader.
Bring mælk og fløde i kog.
Pisk æggeblommer og sukker sammen, og pisk den varme mælk i lidt af gangen.
Tilsæt espresso og kom cremen tilbage i gryden.
Varm cremen op næsten til kogepunktet under konstant omrøring. Den må ikke koge og sæt cremen til afkøling. Frys iscremen, så den har konsistens som softice, gerne i en ismaskine.
Del den afkølede bund i to, smør isen på den ene og læg den anden ovenpå.
Sæt iskagen tilbage i fryseren til den er helt hård. Skær isen i firkanter på 5x5 cm og sæt dem tilbage i fryseren.
Bring vand og sukker i kog, og lad det koge til sukkeret er helt smeltet.
Rør espresso i siruppen og sæt den til afkøling.
Varm nougat og fløde op under omrøring til nougaten er helt smeltet, smag til med Bailey eller whiskey og sæt den til afkøling.
Server espresso siruppen og nougat cremen til iskagerne.